Mit Liv

Hej Blubs!
Jeg ved at det er ved at være noget tid siden jeg har lavet et indlæg, men jeg har bare ikke lige kunne finde tiden.
Anyway, undskyld hvis det her er lidt kliché agtigt, men jeg har bare brug for at komme ud med det og jeg håber ikke jeg vil modtage nogen form for hate eller noget i den stil, jeg synes selv at jeg har haft det ret hårdt.

Nå;
Mit fulde navn er Monica Vembye Madsen og jeg blev født på Skejby Sygehus i Århus. Jeg boede på Randersvej med min mor, far og storesøster. Da jeg var omkring de der 1½ - 2 år flyttede vi til en flække ikke så langt uden for Århus. Der boede vi alle sammen fint og havde det godt. Der gik ikke mange måneder efter min 7 års fødselsdag hvor mine forældre skal have en snak med mig og min søster. De fortalte os at de skulle skilles, hvilket ikke rigtigt påvirkede mig på det tidspunkt, da jeg ikke rigtigt vidste hvad det betød, så jeg sad bare det "Hvorfor græder far?". Det var faktisk første gang jeg har set min far græde. Min mor flyttede til nabobyen ikke så lang tid efter.
Min far fandt rimelig hurtigt en ny kæreste, som han så flyttede til den anden side af Århus med. Min mor fik derfor lov til at få mig og min søster det meste af tiden, så vi ikke behøvede at flytte skole og så hun heller ikke behøvede at flytte så langt væk. Da jeg så var omkring de 9 - 10 år begyndte jeg at forstå hvad det betød at være et skilsmissebarn (langt om længe). Jeg blev derfor indelukket og gik meget for mig selv. Jeg følte heller ikke rigtigt på det tidspunkt at mine såkaldte veninder var der særligt meget for mig.
Jeg blev så mere åben efter et lille stykke tid og begyndte at snakke med de andre piger igen. På det tidspunkt begyndte der så at komme splid imellem pigerne og 'hvem skal holdes ude af gruppen' og sådan nogle ting. Og jeg blev overtalt til at mobbe den her pige. Det blev så galt at mig og 'lederen' af gruppen trak hendes bukser ned i et frikvarter. Jeg fortryder det stadig den dag i dag, også selvom jeg snakker helt fint med hende nu.

Så døde min mormor. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvornår hun døde, men det var hvertfald det værste i mit liv. Mig og min familie vidste at hun var syg, men mig og min søster havde ikke muligheden for at besøge hende, før i sidste ende, da det var så galt at hun ikke kunne gøre noget som helst. Det var så hårdt at se hende så syg.
Da vi havde besøgt hende, tog vi hjem til min moster igen. Der var meget stille, da vi kom hjem. Vi snakkede ikke meget, vi vidste nok ikke helt hvad vi skulle sige. Omkring en time senere ringede de så fra plejehjemmet. Det var hendes ynglingsplejer (Monika hed hun). hun virkede lidt ude af den. Hun sagde at min mormor var død - at hun havde siddet og holdt hende i hånden til det sidste. Vi tog derhen senere, for at sige farvel og ligge nogle ting ned i hendes kiste. Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget, som jeg gjorde den dag. Det var så hårdt for mig. Mig og min kusine var nok dem der græd mest af alle.

I 6. klasse kom der nye elever i vores klasse. Det gik fint det første lille stykke tid, men så begyndte jeg at føle mig udelukket af pigegruppen igen. Jeg begyndte at snakke med mine forældre om at flytte skole, men min mor ville gerne have at jeg lige tog 7. klasse med. Jeg gik med denne her pige, som havde den dårligste indflydelse på mig. Hun var den første jeg smagte alkohol med. Hun fik mig til at prøve og ryge, bare fordi hun synes det var sejt. Hendes mor kunne ikke lide mig, hun mente at det var mig der havde 'dårlig indflydelse' på hendes datter, når det åbenbart var hende der havde dårlig indflydelse på mig.
To uger før sommerferien i 7. klasse flyttede jeg skole. Det var nok noget af det bedste der er sket for mig. Jeg har haft 1½ næsten helt igennem skønne år på den skole. NÆSTEN helt skønne år. Cirka i midten af 8. begyndte jeg at lide af en mindre depression. Jeg har cuttet og grædt mig selv i søvn så mange aftner i træk i det forløb. Jeg følte det som om alt liv var blevet suget ud af min krop i den periode, men heldigvis kunne jeg glemme at jeg havde det dårligt når jeg var oppe i skolen. Jeg har aldrig haft særligt mange 'tætte' veninder som jeg har kunnet dele det med, men heldigvis har jeg min elskede veninde, Kasa <3 Jeg elsker hende så meget, hun var der for mig i den periode.

I sommerferien mellem 8. og 9. begyndte jeg at tale med denne her pige. Jeg begyndte at få følelser for hende (ja, jeg er biseksuel, hvis i ikke har fundet ud af det). Vi mødte hinanden én gang. Det var skønt. Hun var virkelig sød, men efter noget tid hvor vi ikke havde set hinanden, begyndte jeg at finde hende en smule irriterende. Og der begyndte det, jeg var pludselig ikke så forelsket i hende mere. Jeg droppede hende, men heldigvis, selvom hun sagde alle mulige ting om hvor såret hun ville blive hvis jeg droppede hende, ser det ud til at hun er kommet videre. Og selvfølgelig er jeg jo så også kommet videre.

Jeg er begyndt at holde mig meget for migselv igen. Altså, når jeg er oppe i skolen har jeg da folk jeg kan snakke med og have det helt vildt sjovt med, helt sikkert. Men jeg har aldrig nogle med hjemme, og jeg er næsten aldrig med nogle hjemme. De fleste af dem jeg snakker med, er nogle jeg snakker med på internettet.  Som jeg sikkert sagde tidligere, jeg har aldrig haft særligt mange venner og veninder.

Jeg har været igennem sådan en mindre depression igen her i vinterferien. Jeg har været virkelig tæt på at cutte igen og jeg har grædt så meget. Jeg har virkelig følt at der har været nogle der har gidet mig det sidste stykke tid. Jeg er begyndt at sulte mig selv en smule, og ja jeg ved godt at det ikke hjælper godt for noget, men jeg har ikke kunnet lade være. Jeg prøver hver dag at stå op og nyde dagen, nogle dage lykkes det helt perfekt, andre dage gør det ikke. Jeg har nogle dage hvor jeg bare kunne ligge i sengen og græde.
I går (Valentines Day) brugte jeg i sengen. Jeg sad og så FRIENDS, åd kage og chips og drak cola. Jeg havde det så dårligt. Da klokken var omkring 18 kunne jeg ikke holde det mere. Jeg græd migselv halvt i søvn. Jeg stod så op og fik noget aftensmad, hvorefter jeg gik op og havde lyst til at kaste alt hvad jeg havde spist, op igen. Om natten, da jeg endelig ville sove, var jeg så tæt på at bryde sammen igen. Det er faktisk virkelig sjældent at min facade knækker, som den har gjort de gange hvor jeg har haft den her mindre depression, eller hvad man nu kan kalde det.

Jeg prøver at leve livet og tænke fremad. Jeg prøver bare at tænke på hvad der skal ske i næste uge. Jeg skal se en af mine bedste veninder, Kasa, igen. Vi skal til Xander koncert sammen. Jeg har ikke set kasa i omkring 4 måneder nu, deromkring hvertfald. Jeg glæder mig til at se hende igen.

Nå, nu slutter jeg af. Undskyld at det er så langt, og tak hvis i har læst det hele uden at falde i søvn.
Som jeg sagde i starten, please intet hate eller noget i den stil. Hvis i vil, kan i bare stille mig spørgsmål om alt mellem himmel og jord. (Bortset fra sjofle spørgsmål, selvfølgelig).
Og for guds skyld, lad vær med at være så dum som jeg har været, med hensyn til at cutte. Bare lad vær. Jeg taler af erfaring, jeg ved at det ikke hjælper på noget. Måske stilner det smerten for en lille stund, men det er bare et ar til minde resten af livet. Noget som sidder på din krop, som ikke kan viskes væk. Bare lad vær.

Off&Out